5.desember - Noen ord fra den nådeløse diktatoren

Du ber om en forklaring Ole Øyvind, du ber om en forklaring. Du skal få den. Selvom den er beskjeden. La meg først sitere noe jeg leste en sen kveld i november:

- Dei største revolusjonane er alltid stille.

Vår revolusjon Ole Øyvind, den er så stille så stille, så fordømt stille. Det er bare et svakt svakt sus som farer gjennom folkets gater. Den er så stille at den eneste andre revolusjonisten, altså deg, ikke engang fikk vite at han plutselig deltok i en revolusjon. Men det var nødvendig. Og jeg følte for det. Noen bedre forklaring har jeg virkelig ikke.

Men det vanker lunken tuborg fra Rimi for hver jævla tekst du produserer, det garanterer jeg. Faktisk skal jeg varme de litt foran ovnen hjemme før jeg overleverer dem til deg. For da du vender hjem fra London når jul nærmer seg, ser jeg for meg at det er en forfrossen og utsulta kar som sjangler seg vei igjennom Kongsvinger. Piken med svovelstikkene. Du er sliten etter revolusjonen. Men du er fornøyd. Og du trenger en øl å varme deg på. Eller tolv. Det kommer jo helt an på deg selv.

Jeg har også lagt merke til at vi er på dag fem. Og så langt har adventskalenderen fungert som en abnormt lang innledning. Til det vil jeg applaudere både meg selv, Chrish og Ole Øyvind. Dette er imponerende rasjonering gutter! Jeg ser for meg at leseren føler at han mottar en rasjoneringskupong på dag nummer en. "Oi, stas, denne kan jeg løse ut og få et brød!" Men neida. Den rasjoneringskupongen kan du bytte mot en ny rasjoneringskupong. Og igjen bytte mot en ny rasjoneringskupong. Og denne! Denne kan du ta med deg til butikken og bytte mot en halv potet. Det er et destruktivt mønster, og det ser ut til at vi mister folket allerede på dag fem. Jeg skal derfor hjelpe Ole Øyvind litt på vei til i morgen, siden kreativitet og inspirasjon er dyre varer om dagen. Om det hjelper eller ikke er forsåvidt usikkert. Det er først og fremst en utfordring.

Okay Ole Øyvind. Jeg har blitt litt revet med av den tidligere nevnte lille pige med svovelstikkerne-inspirerte hjemkomst til jul, som jeg forventer. Og det er dette utfordringen går ut på. Jeg vil rett og slett at vi skal bytte ut hele svovelstikkehora med deg. Og denne håpløse situasjonen skal du klare å komme deg ut av. Du vet hva som ikke funker, det har dama allerede vist oss. Derfor er det opp til deg å gjøre noe ut av situasjonen som funker. Du skal rett og slett overleve.

Og slik begynner vår historie, som jeg har valgt å kalle den lille hippiedreng med svovelstikkerne:

Det var så gruelig koldt; det snedde og det begyndte at blive mørk aften; det var også den sidste aften i året, nytårsaften. I denne kulde og i dette mørke gik på gaden en høy og spinkel fattiggut med langt svart hår og nøgne fødder; ja han havde jo rigtignok haft tøfler på, da han kom hjemmefra; men hvad kunde det hjælpe! Det var meget små tøfler, hans lillesøster Inga havde sidst brugt dem, så små var de, og dem tabdte den store, da han skyndte sig ud over gaden, idet to vogne for så gruelig stærkt forbi; den ene tøffel var ikke at finde, og den anden løb en dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til hasjpibe, når han fikk pænger til slikt.